Thailand - lørdag den 06. marts 2004

Phi Phi - Phuket

Tilbage

Efter en for mig næsten vanlig dårlig nats søvn, var det op ved 06:30-tiden. Da havde jeg været vågen i 1 - 2 timer.

Kufferterne var pakket i går eftermiddags, så vi var hurtig klar til morgenmad på Hippiebar. Aftenens store måltid fyldte stadig godt i maven - eller også var det vinen (husets vin).

Kl. 08:25 var der afgang mod havnen sammen med piccoloen og en bagagagevogn. Far og mor, Vibe og Lasse var gået i forvejen og Marie og Torben fulgte bagefter.

På molen svedte vi, så skjorterne var gennemblødte, så det føltes godt at komme ombord i bådens kølige airconditioneret rum. Prisen for billetterne var (jeg havde næsten sagt som sædvanlig) 200 bath pr. person. Offentlig transportmiddel er billig i Thailand.

Vi sejlede ganske langsomt ud af havnen og skulle atter mødes med andre både uden for havnen, for at udveksle passagerer.

Selv om der var styr på tingene undervejs, så tog det alligevel hårdt på kræfterne, når vi skiftede destinationer. Varmen og de mange indtryk gjorde, at vi alle var lidt matte i sokkerne under sejlturen til Phuket. Heldigvis var det kollektivt, så hver passede sit, læste, sov, spillede kort eller skrev dagbog. Det sidste stykke ind mod anløbsbroen i Phuket Town sejlede vi i et havneområde og havde dermed masser af både at kigge på.

Som sædvanlig var der heller ingen problemer med at komme fra borde. Alle steder var der venlige folk til at bære kufferter, hvor der kunne være vanskelige passager - også uden de absolut skulle have drikkepenge for det.

I selve området, hvor båden lagde til, var der mulighed for at bestille en taxa videre. Priserne var selvfølgelig skruet noget i vejret. Vi skulle f.eks. betale 800 bath for en wan til Kata Beach - en tur på ca. en time. Det lyder ikke af meget men efter hvad vi ellers har betalt undervejs, var det meget.

Et godt tip kunne iøvrigt være at sende en stafet ca. 100 meter ud til nærmeste vej. Her var der masser af trafik og sikkert god chance for at få en billigere kørelejlighed.

Turen til Kata Garden Resort, som var turens sidste opholdssted, gav hurtigt indtryk af, at vi var kommet til et turistområde - lidt i stil med Phi Phi. Forretninger, hoteller, bungalows, skræddere, dykkerfirmaer og souvenirshops i et væk.

Vi ankom til resortet og det så ganske hæderlig ud. En stor reception med piger, der hilste os velkommen. Deres engelskkundskaber var som sædvanlig til at overse og man får selv en tilbøjelighed til at tale et forkvaklet og overenkelt engelsk, for at sikre sig, at de har forstået, hvad man siger. Det hjælper sjældent med de store forklaringer, for så står de af...

Vores bungalows lå op ad en bakke, som vi skulle forcere via nogle gangbroer af træ med mange trin. For mig med et dårligt syn, var det dejligt at konstatere, at de havde malet stort set alle trinene i en kraftig farve...

Bungalowerne var OK. De var mørke af hensyn til varmen og der var både fan og aircondition. Men ingen TV, som vi vist havde haft alle andre steder. Det var der nu ikke nogen, der begræd - vi var ikke kommet til Thailand for at glo på TV! Med en ekstra opredning i vores og i fars og mors bungalow, var der fin plads til os alle - og Torben kunne få sin egen - med aircondition - det var han vist glad for. Det havde været en varm oplevelse for ham på Phi Phi at bo i bungalow med fan.

Klokken var over 13, så frokosten kaldte. Vi skulle have testet resortets egen restaurant og det var lidt en blandet oplevelse. Maden var egentlig OK men priserne var skruet en tand op. En lille øl kostede 70 bath og en stor (Singha) 130 bath. Jeg bestilte min test-restaurantens-evne-til-at-lave-fried-noodles ret. De havde sgu ikke puttet nogen chilier i! Nu hørte det op. Spiste man ikke chili på Phuket???

Vi var enige om, at det måtte være muligt at spise billigere, også selv om vi var på Phuket.

Torben, far og mor slappede af efter frokosten. Vi andre ville udforske det nærmeste område. Vi ville bl.a. se, hvor langt der var til Karon Beach, som efter kortet skulle være nærmest vores resort. Der var heller ikke mere end 500 meter ned til stranden. Når vi tog i betragtning, at Kata Beach er et af de store turistområder på Phuket, så var det egentlig utrolig, så dårlig fortovsforholdene var. Flere steder var vi nødt til at gå ud på vejbanen, for at komme videre. Så det gjaldt om at se sig godt for i den intense trafik - lidt af et antiklimaks i forhold til det bil-løse Phi Phi.

Karon Beach så stor og lang ud. Med 2 rækker liggestole med parasoller så langt øjet rakte, skulle der nok være chance for at finde sig en plads i solen og ved stranden.

På vejen tilbage kunne vi konstatere, at skrædderne på Phuket var meget mere aggresive end vi havde set andre steder. Det var lidt irriterende, at vi ikke kunne få lov at gå i fred - og det skulle blive værre!

Retur på resortet og efter et lille hvil, var det planlægningstid. Phuket byder på mange muligheder for underholdning. Elefanttrekking, elefantshow, aber på arbejde, solnedgange og udsigtspunkter var blot nogle af tilbuddene. Øen kunne også prale af, at have et stort show, der de sidste 4 år var blevet kåret som Thailands turistattraktion nr. 1. Det hed Fanta Sea og stod naturligt nok højt på de fleste af vores ønskesedler...

Vi valgte en færdigsyet tur på 4 timer ud. Den ville føre os rundt til en række af de ting, vi gerne ville se. Fanta Sea var også på listen, men vi skulle lige kende prisen.

Efter vores planlægningsmøde var det stadig for tidligt at gå efter aftensmaden, så vi gik en tur ned mod Karon Beach igen. Vi spurgte receptionisten efter priserne på Fanta Sea showet, men den kendte de ikke, så vi gik over på den anden side af gaden, for at spørge en af de mange tur-arrangører, der fandtes på Phuket. 1650 bath for showet inkl. en stor luksusbuffet. 250 bath ekstra for at få de bedste pladser under showet og 300 bath for transport fra/til resortet pr. person. Det ville vi lige sove på...

Så gik ellers den vilde jagt forbi skræddere og andre forretningsfolk. De var meget pågående og møgirriterende. "Where are you from", "Please take a look - come in - just a short look", "cheap prices - good shirts" og videre i samme ens dur. Det var faktisk til at blive pisseirriteret af. Til sidst ignorerede man dem og det var træls, at man skulle være uhøflig på den måde, men det blev desværre nødvendigt.

Butikkerne var nu hurtigt oversete. Det var det samme tingeltangel alle steder og det var egentlig utroligt, at de alle kunne leve af at sælge skræddersyet tøj, færdigarrangerede ture og souvenirs overalt.

Vi fandt en lille restaurant med rimelige priser helt ned mod strandpromenaden på Karon Beach. Maden var OK men de serverede altså heller ikke thailandsk mad med chili i. Næste gang måtte jeg bede om at få det krydret! Mor var vist den eneste, der var utilfreds - og med god grund. Hendes gode ben var ikke gennemstegte...

Så gik det tilbage til resortet og ingen godnatøl, der ellers var en fast del af dagens program. Vi var simpelthen for trætte. Vi hældede igen til den teori, at det måtte være varmen og oplevelserne, der gjorde os så trætte men jeg var ved at opfinde en ny og mere kedelig teori: det kunne måske også være de øl, som vi uvægerligt fik hældt ned i løbet af dagen. De var jo gode at slukke tørsten med men de var faktisk også lidt stærkere end en dansk pilsner, så de kunne godt gøre os trætte... Den teori turde jeg ikke dele med de andre!